Fabler i papirteater!

27.09.2017

Ny forestilling med Æsops fabler

  • DSC 0083 2

Oprindeligt var det planen, at Bornholms Teaters næste forestilling ville være 'Jeppe på Bjerget' som dukketeater. Men grundet et uheld, hvor vores skuespiller fik beskadiget albuen, er planerne lavet om, og næste forestilling bliver derfor 'En fabelagtig forestilling', der tager afsæt i Æsops elskede dyrefabler.

De fleste af os kender nok en eller flere af Æsops fabler, uden måske at vide, at det er en græker fra ca. 600 år før Kristus - Æsop - der er ophavsmanden. Fx den om 'Haren og Skildpadden', der løber om kap eller 'Drengen, som råbte ulv' een gang for meget.
Iflg. nogle kilder skrev Æsop ca. 500 fabler, og mange af dem har en lille indbygget morale, vi kan tage med os og lære af.

I 'En fabelagtig forestilling' har vi udvalgt tre af fablerne, som fortælles på klassisk papirteater-vis med dukker på pinde og dukkeførere og en fortæller/skuespiller, der vil være meget synlige og aktivt deltagende i fortællingen.
Teatret bygges op undervejs, og det kan være, at dukkeføreren går i dialog med publikum eller kommenterer på dukkernes opførsel, hvis de ikke opfører sig ordentligt. Det ved man aldrig helt.

Forestillingen bliver en intim oplevelse for 40 tilskuere ad gangen. Og bagefter får alle lov til at kigge nærmere på såvel dukker som scenografi og få en snak med de medvirkende.

Spilletider på Rønne Theater i 2017:
Torsdag den 19. oktober kl. 11.00 (loftet)
Fredag den 20. oktober kl. 11.00 (loftet)
Lørdag den 21. oktober kl. 11.00 (loftet)

For børn fra 6 år og deres forældre.

Bestil billet HER.

Nyheder