Børneteatersæson 2023-2024
Herunder kan du se hvilke forestillinger, der er udvalgt til børneteatersæson 2023-24.
De fleste vil spille ved lukkede forestillinger på skoler og børneinstitutioner, men fire af forestillingerne for de mindste børn, vil også spille ved en offentlig forestilling på Rønne Bibliotek om lørdagen i de respektive spilleuger. Disse forestillinger er markeret med Rønne Bibliotek, og billetter sælges på samme sted.
Efterår 2023:
Batida: ’Balalajka’
- en komedie fra Rusland. Mens krigen raser i Ukraine spørger man sig selv: Bor der mennesker i Rusland? Ja, det gør der. Og i denne hjertevarme og musikalske komedie møder vi dem. Både systemets brutale håndlangere anført af ”Den store hjælper”, og de stakkels, forsvarsløse individer det går ud over. Men er der så håb? Ja, Batida bringer altid håb! Med musik og højt humør!
Aldersgruppe: Fra 8-14 år.
Varighed: 50 min.
Spilles for op til 125 tilskuere.
Mørklægning: Ja.
Periode: Uge 38 (20.-22. september).
Bornholms Teater: ’Pelle Erobreren, kap.1’
Da Martin Andersen Nexø skrev sin verdenskendte roman, startede den med, at nogle svenske emigrantarbejdere i 1877 ankom til havnen i Gudhjem og blev taget imod af de lokale bønder. I denne version er svenskerne byttet ud med mellemøstlige flygtninge, tiden er 2022 og det er folk i uniformer, der tager imod. Det er ikke en traditionel forestilling, men en blanding mellem en performance, en film og fortælling, hvor publikum vil opleve på egen krop, at der er forskel på folk. Så meget, at der er stof til eftertanke og snak i klassen efterfølgende. Spiller for én klasse ad gangen.
Aldersgruppe: Fra14 år.
Varighed: Ca. 30 min.
Spilles for op til 30 tilskuere.
Mørklægning: Ja.
Periode: Uge 41 (9.-11. oktober).
Teater Blik: ’HOV!’
Et stykke hvidt papir, et blad, en blomst, et bjerg, en frø, en kjole … Livet er fyldt med overraskelser. Ingenting bliver som vi forventer, og alt er hele tiden i bevægelse og forandring. ’HOV!’ er et origami-inspireret univers, hvor papir er centralt både i scenografi, kostume og handling. Og bag folderne gemmer sig verdener af finurligheder, poesi og musik for de allermindste og deres voksne.
Aldersgruppe: Fra 1-5 år.
Varighed: 30 min.
Spilles for op til 50 tilskuere.
Mørklægning: Nej
Periode: Uge 45 (8.-10 november) - Rønne Bibliotek 11.11.23
Teater Håndholdt: ’Den glade løve
En varm og vittig dukketeaterforestilling for de små, bygget på Louise Fatios bog ’Den Glade Løve’. Det er historien om løven, som alle elsker, når han sidder så fint i sit bur – men da han en dag går ud for at se sig omkring, så er alle pludselig bange for ham. Der opstår en række situationer han slet ikke forstår, men heldigvis har han en sand ven i drengen Francois og kommer trygt hjem igen. ’Den Glade Løve’ handler om forunderligheden ved at skulle ud i verden alene for første gang, hvor man oplever, at alting derude er anderledes end derhjemme. Og så handler ’Den Glade Løve’ om venskab som er noget af det bedste, man kan ha’.
Aldersgruppe: Fra 2-5 år.
Varighed: 30 min.
Spilles for op til 35 tilskuere.
Mørklægning: J
Periode: Uge 48 (29. november – 1. december) - Rønne Bibliotek 2.12.23
Forår 2024:
Opgang 2: ’Sommerhuset
På toppen af en klint ligger et sommerhus. Det er i overhængende fare for at styrte i havet, for Vesterhavet æder løs af klinten, bølge for bølge. En dramatisk ramme, der spejler sig i begivenhederne, for det er ikke et feriehus, men et midlertidigt anbringelsessted for en ung udsat, og de to voksne, der er omkring ham. Tilskuerne vil opleve en intens forestilling om magt og afmagt, og om hvad det betyder for en ung, at være afskåret fra venner og familie. Hvad betyder fraværet af ægte kærlighed, nærvær og omsorg?
Fortalt i en flot scenografi og i en ungdommelig, energisk og pågående stil, der vil gå rent ind hos målgruppen.
OBS: Undervisningsmateriale kan hentes HER
Aldersgruppe: Fra13 år.
Varighed: 55 min.
Spilles for op til 200 tilskuere.
Mørklægning: OBS: Spiller på Rønne Theater!
Periode: Uge 3 (16. januar – kun én dag)
DraumVærk: ’Drengen, der aldrig var bange’
En inddragende og lydkraftig fortælling. Om frygt. Mod. Og venskab. Og om lydene som findes indeni og omkring os. Lyt! Der er altid mere at høre. Luk øjnene. Åbn ørerne. Måske kan du høre mørket derinde ... Forestillingen aktiverer publikums stemmer og fantasi i skabelsen af lyde og lydlandskaber, som bringer et gammelt troldeeventyr til live. En lille dreng drager ud på en farefuld færd for at redde sin bedste ven. Han er ikke bange for noget. Og det er i grunden underligt. For der er så meget, man kan være bange for ... ikke?
Aldersgruppe: Fra 4-8 år.
Varighed: 45 min.
Spilles for op til 60 tilskuere.
Mørklægning: Nej
Periode: Uge 6 (7. – 9. februar) - Rønne Bibliotek 10.2.24
Teater Nordkraft: ’Der var engang’
’Der Var Engang’ er et sjovt og nyskabende teaterprojekt om venskaber, hvor børnene selv er med til at skabe fortællingen! Børnene er med til at styre fortællingens gang og bliver inviteret med helt op på scenen for at spille historierne for hinanden. Med lidt hjælp fra kostumer og rekvisitter er man pludselig en hjertesyg muldvarp, en kæmpe farlig rutsjebane eller en skrap fe. Et improvisatorisk og interaktivt koncept med to medvirkende, som opmuntrer børnene til at lege videre med fortællinger og historier, når forestillingen er slut!
Aldersgruppe: Fra 3-6 år.
Varighed: 35 min.
Spilles for op til 35 tilskuere.
Mørklægning: Nej
Periode: Uge 10 (6.-8. marts) - Rønne Bibliotek 9.3.24
Frk. Frascasos Kompagni: ’Tiny’
’Tiny’ er et højtflyvende eventyr om et lille menneskes store bedrifter. Da Tiny blev født, vejede hun ikke mere end en liter mælk. Når man er fattig, yngst og tilmed meget lille, er det let at blive set ned på. Men selv en ”lille orm” kan udvikle sommerfuglevinger, og selv den mindste pige have mod som en gigant. ’Tiny’ er et eventyr om venskab, pionerånd og ægte storhed sat i den tid, hvor mennesket for første gang fik luft under vingerne.
Det er den sande historie om ballon-artist og faldskærms-pioner Tiny Broadwick (1893-1978) fortalt med stor humor, videoprojektion, live animation og nyskrevet musik. En historie man går opløftet hjem fra!
Aldersgruppe: Fra 7-12 år.
Varighed: 60 min.
Spilles for op til 100 tilskuere.
Mørklægning: Ja
Periode: Uge 15 (8.-10. april)
Baggård Teatret: ’Dengang vi åd verden’
Isbjørnen lever alene på en flydende ø af plastik og affald og har det fedt. En færge i fast rutefart sørger konstant for nye forsyninger af slik, chips og underholdning til øen – men den vidunderlige færge får også̊ isen til at forsvinde!
Med blinkende lys og glinsende former fortryller færgen isbjørnen, og der skal et møde med en stålsat snehare til, før isbjørnen indser, at der findes andre måder at leve på. Den må tage ansvar for sin verden og indse, at det, den i virkeligheden behøver for at overleve, er en ven.
’Dengang vi åd verden’ er en forestilling for børn om klimaforandringer og overforbrug - uden løftede pegefingre, men med en stor, blød pote på skulderen.
OBS: Info om undervisningsmateriale og/eller workshop kan fås HER
Aldersgruppe: Fra 5-10 år.
Varighed: 45 min.
Spilles for op til 80 tilskuere.
Mørklægning: Ja
Periode: Uge 17 (23.-25. april)
Læs mere om forestillingerne i den Røde Brochure: www.teatercentrum.dk
Spørgsmål om forestillingerne kan rettes til Kim Caspersen på tlf: 2046 4608
